Hvordan investerer du dig som investor ind i den store AI-bølge? Hvilke aktier bør du hoppe med på, og hvilke bør du undgå? Det er der mange investorer, der med rette stiller sig selv i disse tider.
Jeg vil i den kommende tid dykke ned i og analysere de vigtigste AI-aktier, som man som investor især bør have i tankerne.
Nvidia er første aktie, jeg analyserer. Jeg dykker ned i selskabets fundamentaler, produkt og teknologi og give et overordnet billede af, hvor godt de står positioneret til at gribe og ridde med på AI-bølgen.
Nvidia trader lige nu til nogle meget høje multipler, og har bl.a. en P/E på 133(!). Der er altså meget høje forventninger til Nvidias fremtidige eksekvering, og til at de bliver en af de førende AI-selskaber over de kommende år. Det absolut vigtigste spørgsmål for enhver kommende eller nuværende Nvidia-investor er derfor: Bliver de det?
Lad os prøve at komme nærmere et svar på dette spørgsmål.
Kort om Nvidia
Nvidia er et af verdens største tech-firmaer målt på markedsværdi og har i skrivende stund en værdi på 575 milliarder dollars. De er dermed det 8. mest værdifulde selskab på verdensplan.
Nvidia er brancheførende i at producere GPUs (Graphic Processing Unit) og størstedelen af deres omsætning kommer fra deres førerposition indenfor denne teknologi. Nvidia deler deres GPU-forretning op i 2 hoveddele:
- Grafik-kort GPUs
- Data centre GPUs
Grafik-kort salget udgjorde 30% af sidste kvartals omsætning, mens data center GPUs udgjorde størstedelen med 60%.
Nvidia tjener derudover en mindre del på deres afdelinger indenfor metaverse og selvkørende teknologi.
Et overblik over Nvidias fundamentaler
Nvidia har haft en eksplosiv vækst på toplinjen og bundlinjen over de seneste år: i 2020 havde de en omsætning på 10,9 milliarder $ og sidste regnskabsår havde de en omsætning på 26,9 milliarder dollars (en CAGR på 35%).
Væksten på bundlinjen har ikke været ligeså prangende og i 2020 havde de en bundlinje på 2,7 milliarder $ og sidste regnskabsår lød dette tal på 4,3 milliarder $ (en CAGR på 16,77%).
Nvidia nød i øvrigt meget godt af Corona-pandemien, hvor salget af grafik-kort steg. Derfor er deres vækst også stagneret i tiden efter: deres vækst på toplinjen fra 2021 til 2022 var 0%. Desuden oplevede de en faldende YOY vækst på -20,8% i sidste kvartal.
Samtidig projekterer Nvidia med, at de vil omsætte for 6,5 milliard dollars i første kvartal i år. Det giver i så fald et YOY fald på 21%.
Nvidias Data center GPUs skal skubbe væksten
Som nævnt trades Nvidia lige nu til en meget høj P/E på 133. Det er altså store forventninger til fremtidig vækst, der er priset ind i kursen.
Det er kun for nyligt at Nvidias aktie er begyndt at sælges i så høje multipler (Fra 2010-2020 lå den i et P/E niveau mellem 10-20), og det skyldes, at markedet over den seneste tid er begyndt at se et stort potentiale for, at Nvidia vil blive en af de førende AI-aktører.
Markedet ser dette potentiale i Nvidia, fordi de i dag udvikler og sælger en stor del af den infrastruktur som AI-teknologi benytter:
Denne infrastuktur består af deres data center GPUs. Disse data centre udgører den infrastuktur som flere AI-virksomheder benytter til at træne og afvikle deres AI-applikationer på. Fx benyttes Nvidias data centre af den populære ChatGPT fra OpenAI.
(Kort teknisk forklaring om data center GPUs: GPU står for Graphic processing Unit og de bruges bl.a. i grafikkort til at afvikle grafikken i computer-spil. Men det har vist sig, at de også er gode at benytte indenfor udviklingen af AI-applikationer. Hjørnestenen i mange AI-applikationer er neurale netværk, som skal trænes med store mængder data. GPUs kan køre disse data-kalkulationer parallelt, mens almindelige CPUs kun kan køre dem sekventielt. Det gør GPUs til det optimale valg.)
Nvidia sidder stærkt på den teknologi som i dag driver de førende AI-applikationer, og de har en markedsandel indenfor data center GPUs industrien på 90% (AMD og Intel sidder på størstedelen af de sidste 10%). Dette skyldes også, at de udvikler CUDA, som er det mest populære GPU-API for især AI-udviklere. Dette kan kun afvikles på Nvidias hardware.
ChatGPT bruger +10.000 af Nvidias A100 data center GPUs (af 10.000$ pr. stk). Udbredelsen af ChatGPT og andre generative AI-modeller (fra bl.a. Alphabet og Meta), vil ske i et eksponentielt tempo over de kommende år. Derfor vil efterspørgslen på kraftfulde data center GPUs med god sandsynlighed stige i samme eksplosive og eksponentielle tempo.
Nvidia står altså stærkt positioneret til at nyde godt af denne efterspørgsel de kommende år.
De eneste seriøse konkurrenter er AMD og Intel som hver især producerer deres egne data center GPUs. Deres markedsandel er fortsat meget lille og udgører som sagt sammenlagt omkring 10%.
Nvidias står lige nu stærkt positioneret. Det er dog værd at huske på, at historien har vist at selvom et firma har siddet tungt på en nyopstået industri i begyndelsen, så har det ikke været garant for at de kunne bibeholde dette greb på den lange bane. Det gjaldt for fx Intel (microprocessorer), IBM (Computere) Fairchild Semiconductors (ICs), Netscape (browser) og Yahoo (søgning).
Kan det være starten på en AI-boble?
Det som vi som investorer bør være ekstremt opmærksomme på over den kommende tid er, hvorledes Nvidias høje P/E værdi kan være indikationer på en begyndende AI-boble – præcis som vi så med dot-com-boblen efter internettets frembrud. De første spor på dot-com-boblen var højere og højere p/e-værdier og fx nåede Nasdaq indexet dengang et gennemsnitligt niveau på 200.
Hvorvidt Nvidias høje multipler er et udtryk for dette er alt for tidligt at sige endnu. Men man bør som investor være opmærksom på en potentiel AI-boble over de kommende år: der kan hurtigt gå eufori i markedet over denne nye revolutionerende teknologibølge.
Min investeringsstrategi for Nvidia: HOLD og afvent
Jeg ejer personligt selv aktier i Nvidia og for nu køber jeg ikke flere op. Jeg afventer derimod og ser hvordan tingene udvikler sig i 2023 og 24.
Alt afhænger af om Nvidia kan opretholde deres monopol-lignende tag i data center GPU industrien på den lange bane. Problemet for Nvidia er dog, at en stor del af dette fremtidige potentiale allerede er indregnet i prisen (med en prissætning på 133 gange sidste års overskud). Nvidia har altså meget at bevise og forholdsvis lidt at vinde over de næste par år. Men hvis de formår at opretholde deres dominerende position på den lange bane (+3-5 år), så vil de kunne nyde særdeles godt af den eksponentielle vækstbølge som AI-industrien vil gennemgå, og så vil deres vækstpotentiale være enormt.
Konklusionen er altså at Nvidia står stærkt i AI-industrien på den korte bane, men det er for tidligt at sige endnu hvordan de vil stå på den lange bane.