Google VS Microsoft – Analyse af Google nuværende position.
AI-krigen er for alvor gået i gang. Microsoft har netop relanceret Bing, så den integrerer ChatGPTs funktionaliteter. Det har været en god start og Microsoft melder, at mere end 1 million brugere har tilmeldt sig.
Samtidig har Google offentligjort deres modsvar i form af deres egen Chat-AI, Bard. Præsentationen gik mindre heldigt, da Bard svarede forkert på et spørgsmål, og som følge deraf faldt Alphabets aktiekurs med 7%. Offentligheden har dog ikke fået adgang til Bard endnu, så indtil nu ved vi reelt ikke, hvor stærk Bard er sammenlignet med ChatGPT.
Måden vi søger på er ændret for altid.
Der er ingen tvivl om, at måden vi søger på, er ændret for altid. Fra nu vil vinderen blive den, der har den mest avancerede chat-AI (også kendt som Large Language Model, LLM), der kan give de mest fyldestgørende og brugbare svar.
Overgangen til chat-Ais vil gå meget stærkt, og “Søgemaskiner” som begreb vil formentligt være uddødt indenfor ganske få år.
Det betyder også, at nødvendigheden af at besøge hjemmesider herfra vil blive stærkt mindsket. Søgemaskiner har indtil nu udelukkende haft den funktion at sende brugeren videre til den relevante hjemmeside. Men chat-AIs skærer hjemmesiderne ud af ligningen og kan ofte servere svaret direkte til brugeren.
Google står overfor en trussel, der kan true hele deres levegrundlag
Google befinder sig lige nu i en uheldig position, og for første gang står de overfor en meget farlig trussel mod forretning.
Det store problem for Google er, at de har været dårlige til at diversificere deres forretning.
I 2015 oprettede Google moderselskabet Alphabet. Alphabet skulle være paraply-organisationen, fordi man havde til hensigt at diversificere sin forretning, så man ikke primært var afhængig af reklameindtægterne for Google-søgemaskinen.
I dag står Google/Alphabet dog stadig med dette problem: For regnskabsåret 2022 havde Alphabet en toplinje på 282 milliarder dollars. 70% af omsætningen kom fra reklameindtægter fra Google (80% hvis man medtager reklameindtægterne fra Youtube).
Store dele af Googles forretning hviler altså fortsat på afhængigheden af reklameindtægterne, når de sender brugere videre til hjemmesiderne.
Microsofts forretning er derimod mere diversificeret og hviler på flere ben. Microsoft havde i 2022 en omsætning på 204 milliarder dollars, som bl.a. kom fra deres cloud-service, Windows, Office-pakker, Xbox-division, Linkedin, hardware-salg, samt en lille procentdel fra reklameindtægter fra Bing.
Microsoft har altså meget at vinde, og Google har omvendt meget at tabe.
Googles paradoks: selvom de vinder, så taber de
Google står lige nu i et paradoks, for selvom de vinder, så taber de. Lad mig uddybe:
Som nævnt tidligere i dette indlæg, så vil overgangen til chat-Ais betyde at nødvendigheden af at besøge hjemmesider falder drastisk, da man vil få serveret svaret direkte af chat-robotten.
Men som vi så før, så er det hjemmesiderne, der er Googles primære kunder, og som betaler 70% af Googles omsætning i form af Google Ads (når man foretager en søgning i dag så vil man opleve at de 2-3 øverste resultater er reklamer, som betaler Google per klik).
Det betyder, at selvom Google formår at komme med et modsvar til ChatGPT, der er på niveau med eller bedre end den, så vil de kannibalisere store dele af deres egen reklameomsætning!
Hvor mange færre hjemmesider vil brugerne i gennemsnit besøge over de kommende år? Det er for tidligt at komme med præcise estimater om endnu, men jeg vil vurdere at antallet af hjemmesider som en gennemsnitlig bruger besøger vil falde med +50% bare over det kommende år (og op mod 90%, hvis vi bevæger os bare få år længere frem end det).
Hvis vi antager at den gennemsnitlige bruger besøger 50% færre hjemmesider over allerede i 2024, så vil det næsten 1-til-1 også betyde at Googles reklameomsætning vil falde med tilsvarende procenttal.
Kan Google vinde over Microsoft?
Google har sovet i timen, og qua de overstående punkter befinder de sig lige nu i en ugunstig situation.
Det er for tidligt at sige endnu, om de vil blive udkonkurreret af ChatGPT og Bing, men én ting er sikkert:
Lige nu er det en kamp mod tiden for Google/Alphabet om at udvikle Bard til at blive ligeså stærk og kompetent som ChatGPT.
Den kamp kan blive svær, for overgangen til Chat-Ais vil gå meget hurtigt. Som altid når vores samfund står overfor en stor teknologi-bølge, så vil overgangen følge en eksponentiel kurve og ikke en lineær: indenfor for ganske kort tid (1-2 år) vil størstedelen benytte chat-AIs, når vi skal søge efter information.
Man skal dog ikke dømme Google ude, for når alt kommer til at så har de nogle af verdens absolut førende ingeniører og researchere indenfor AI-industrien ansat hos sig. Bl.a. ejer de firmaet DeepMind, som har været en af frontløberne indenfor AI. Og de har sågar udviklet flere af de neural network-teknologier, som ChatGPT kører på. Google arbejder på højtryk for at få gjort Bard i kampklar-stand, så den kan sende en lige højre tilbage mod Bing. Når offentligheden får adgang til Bard indenfor de næste par uger, så bliver vi meget klogere.
Samtidig så skal man også huske at Microsoft ikke ejer OpenAI. Sam Altman, OpenAIs CEO, har flere gange udtrykt ønske om, ikke at give monopol på deres teknologi til kun ét firma. Derfor ser jeg en stor sandsynlighed for, at andre tech-firmaer som Apple eller Amazon også vil licensere OpenAIs teknologi inden længe (og bruge den i fx Siri og Alexa).
Det er alt for tidligt endnu at sige, hvem vinderen eller vinderne bliver i denne store AI-krig. Men én ting er sikkert, vi går en meget spændende tid i møde!
———————-
Jeg snakker meget mere om dette emne i min youtube-video, som du kan se her: